Hvorfor reducerer de filosofiske institutter filosofien til noget, den ikke er, og hvad kræves der, hvis filosofien skal nå ud over de institutionelle rammer og blive, hvad den efter sin bestemmelse må være – tænkning? Det er det spørgsmål, pamfletten her stiller.

Til indledning en kritisk analyse af den type filosofi (den analytiske), som har gået sin sejrsgang på filosofiske institutter verden over de sidste hundrede år, fordi den passer som fod i hose til de institutionelle betingelser. Dernæst en gennemgang af tre tænkere, som er eksempler på det andet og mere, som filosofien skal kunne for at være tænkning; Alain (Émile Chartier), Heidegger og Agamben. Til afslutning en hyldest til Villy Sørensen, en dansk tænker med kritisk distance til den filosofiske institution.